Grauballemanden
To år efter, at Tollundmanden var dukket frem - i 1952 - fandt man endnu et lig af en mand i Nebel Mose nær Silkeborg. De, der fandt manden, kom fra byen Grauballe, og derfor kom manden til at hedde Grauballemanden.
Han var som de andre moselig begravet i en tørvegrav. Han ansigt var velbevaret, men meget forvredent. Det skyldes især, at han var blevet dræbt ved, at halsen var skåret over fra øre til øre. Det venstre underben var brækket, men det er sandsynligvis er sket efter han er død. Trykket fra tørven over ham kan have været årsagen.
Grauballemandens hænder og fødder var ualmindeligt velbevarede. Grauballemanden er dateret til omtrent samme tid som Tollundmanden, den tidlige jernalder. Han er nu udstillet på Moesgaard Museum i Århus.
Grauballemanden var placeret i en gammel tørvegrav i retningen nord-syd med hoved og bryst nedad, med venstre ben udstrakt og højre ben og arm bøjet. Man kan se på tørvegraven, at den har været fyldt med vand, da han er lagt i den, og at han kort tid efter er sunket til bunds. Det tyder på, at han er lagt i mosen på en kold årstid.
Da han døde var Grauballemanden omkring 30 år. Han var helt nøgen, da han blev fundet, og det svarer næsten til Tollundmanden, der kun havde en hue og et læderbælte på. For begge mænds vedkommende kan tøjet have været placeret i nærheden, som det så ofte er set ved andre moselig. Tøjet kan senere være forsvundet ved opløsning eller tørvegravning. De kan også have haft tøj på, der var lavet af hør og/eller nælde, og det bliver ikke kan bevaret i mosen.
Ligesom ved Tollundmanden kunne man undersøge Grauballemandens tarmsystem for det sidste måltid. Det viste sig, at det var sammensat af indsamlede ukrudtsfrø, akkurat som det var tilfældet for Tollundmanden. Små knoglestykker antyder dog, at han også har spist kød til sit sidste måltid.
|
|